Bemærkning vedr. valg af kategori Da
I ingen historisk kategori har, må det blive Det funktionelle
fjeldkøkken, for på den tid det blev lavet, fandtes der ikke
letvægtskøkkener til petroleum/benzin/gas. Iøvrigt var brænderen ikke
specielt tiltænkt énmandsbrug, for dens varmeydelse nok til at
servicere 4 personer med Trangias normale stormkøkken.
Beskrivelse Dette
indlæg falder lidt uden for konkurrencen, da brænderen ikke længere er
funktionsdygtig, men måske kan den virke inspirerende alligevel.
Petroleumsbrænderen blev konstrueret til en skicampingtur i Grønland i
1979, og fungerede godt i mange år herefter.
Ovenstående
billede viser brænderen i "exploded view". På en Optimus brænder, købt
som reservedel, er bygget en brændstofbeholder af messingfolie. En
pumpe er forbundet til beholderen med en tynd teflon-slange.
Beholderen, der har en påfyldningsstuds i bunden, er hårdtloddet, da
tinlodning måske kunne indebære en sikkerhedsrisiko. Når beholderen
buler, skyldes det ikke det normale tryk, som ikke er ret højt, men at
beholderen er blevet trykprøvet. En krampe med gummipakning og fjeder
bruges til at lukke for dysen, når brænderen ikke er i brug. Pumpen er
forsynet med en ventil fra et skrottet primus-apparat, men er ellers
hjemmelavet på drejebænk.
Herover
vises brænderen monteret med en fløjmøtrik i et Trangia stormkøkken.
Brænderen er jo egentlig et gasapparat, der virker med forgasset
petroleum, og skal derfor forvarmes. I skålen under brænderhovedet er
lagt en glassnor, der virker som væge, så det normale brændstof kan
bruges til forvarmning (ellers bruges sprit). Når brænderen er varm,
pumpes op til den ønskede varmeydelse. En uforudset feature er at
brænderen tænder automatisk - opvarmningen af beholderen presser en
lille smule petroleum ud på det rigtige tidspunkt. Man skruer ned for
blusset ved at lukke luft ud med stilleskruen i enden af pumpen.
Herover
ses brænderen pakket med tragt og rensenål i en plastikbøtte. Bøttens
mål er 8 x 10 x 12 cm, samlet vægt 313 g. Brænderen vejer uden
accessories 260 g.
Som brændstof kan bruges fyringspetroleum,
grilltændvæske, lampeolie eller terpentin. Det har en brændværdi, der
er ca. dobbelt så høj som sprit og ca. det samme som gas.
Brænderen
blev første gang brugt på en solo skicampingtur i Thule-distriktet i
april-maj 1979. Den var indbygget i et lille Trangia stormkøkken (vægt
720 g), så varmeydelsen virkede meget voldsom i det lille køkken - men
gav behagelig korte opvarmningstider. Jeg brugte ca. 1,5 liter
petroleum pr. uge (1,2 kg), hvilket lyder af meget, men man skal tage i
betragtning, at det var under arktiske forhold (-20°C) og jeg smeltede
sne til al mad og drikke, incl. "rigtig" mad, bl.a. kogt sælkød.
Desuden smeltede jeg skivoks på skiene flere gange om dagen og havde
varme i teltet om aftenen, så alt i alt var det jo et beskedent forbrug.
Når
brænderen ikke er i brug mere, skyldes det at jeg ikke har kunnet
skaffe kemikaliebestandige tætningsringe i de rigtige størrelser - jeg
bruger nu en Trangia Multifuel brænder (vægt med flaske 440 g) på de
længere ture, og en spritbrænder (99 g) på de kortere. Da jeg ikke
bryder mig om frysetørrede middagsretter, men som regel laver rigtig
mad, er jeg ikke faldet for fristelsen til at købe et mikrokøkken som
Jetboil.
Historisk note: Inspirationen til brænderen kom
fra mine forældres "primus", en Optimus brænder fra omkring 1930. Den
virker endnu, men er noget upraktisk og tung (616 g), se billede 4.
Brændertypen blev opfundet i Sverige i 1892 og blev kaldt Primus
(latin: den første), senere kom Optimus (den bedste!), se
http://en.wikipedia.org/wiki/Primus_stove
Optimus vintage
I
brug i teltet - den har stået på pandekager med blåbærsuppesyltetøj.
Panden har stået på nogle kramper, der bringer den nærmere brænderen.
